Ikke som de andre ...
Velkommen til Eks-Skolens Trykkeri ApS. Vi er en grafisk virksomhed ud over det sædvanlige:
- Vi sætter en ære i tæt kundekontakt og kvalitet i slutproduktet
- Vi ligger i hjertet af København
- Trykkeriet er medarbejderejet og demokratisk styret
- Vi er miljøcertificerede efter ISO14001 og kan svanemærke tryksager
På Eks-Skolens Trykkeri er der højt til loftet og god jordforbindelse. Vi har mange års erfaring med produktion af alt fra bøger, blade og brochurer til plakater, flyers, kunsttryk, postkort og hjemmesider. Vi synes, at det er spændende at arbejde med de udfordrende opgaver – og få tingene til at fungere i sidste ende.
Tak!
Tak til alle der deltog i vores jubilæumsfest og var med til at gøre det til en uforglemmelig aften.
Giv en gave – støt Fagligt Colombia Fokus
Til alle jer som ønskede at give en gave, men ikke nåede det er det selvfølgelig stadigvæk muligt at donere et støttebeløb til Fagligt Colombia Fokus' indsamling. Pengene går til bønder og landarbejdernes fagforening i Colombia til genopbygning af fagforeningshuset i landsbyen Puerto Esperanza.
Læs mere om Fagligt Colombia Fokus på www.colombiafokus.dk.
Støttebeløb indbetales til:
Reg: 5322
Konto: 000 0336258
Susanne Westhausens festtale
Eks-Skolens Trykkeris jubilæumsfest den 31/8 2012
Kære fødselar – kære gæster – kære venner
1972 er året som alle vi der var til stede husker – og som I der først er kommet til senere måske tror at I husker – for det var et år med mange skelsættende begivenheder – i Danmark og i udlandet.
- Vi fik vores anden kvindelige regent nogen sinde.
- I Londonderry bliver 13 borgerrettighedsforkæmpere dræbt af britisk militær.
- Sporvognstrafiken nedlægges i København.
- Ulrike Meinhof og Gerhard Müller fra Rote Armee Fraktion arresteres i Vesttyskland.
- Watergate-indbruddet finder sted I Washington.
- Elleve israelske atleter bliver skudt af terrorister ved Sommer OL i München.
- Ved folkeafstemning i Norge stemmer man nej til optagelse i EF – I Danmark stemmer man ja.
- Apollo 17 lander på månen.
Alle disse begivenheder var skelsættende – men det er alligevel ikke nogen af de begivenheder som har fået alle os til at stimle sammen her i dag.
Og så meget desto mere mærkeligt er det da, at vor tids kilde til visdom Wikipedia, ikke nævner en begivenhed som 40 år efter at den fandt sted kan samle 300 mennesker på en fredag aften.
Men den lapsus er der nu rådet bod på – for vi ved at stiftelsen af Eks-Skolens Trykkeri var en betydningsfuld begivenhed – og en af de gode.
Men hvad er det så for noget dette Eks-Skolens Trykkeri?
De siger selv: »Vi er en grafisk virksomhed ud over det sædvanlige«.
Og Eks-Skolens Trykkeri er naturligvis et trykkeri – men det er I langt højere grad mennesker, som er sammen om en fantastisk god idé.
Kender I følelsen af at møde nogen med hvem man med det samme føler et fællesskab – at møde nogen og tænke at disse mennesker kender jeg da, selv om jeg lige har mødt dem …
Sådan havde jeg det da jeg mødte Eks-Skolen første gang, og sådan har jeg haft det med dem siden.
Eks-Skolens Trykkeri er gammel vin på en ny flaske – men det er en af den slags vine som kun bliver bedre med tiden.
Eks-Skolens Trykkeri er den kooperative ursuppe, hvor det som I mange år har været ugleset og latterliggjort nemlig fællesskab og solidaritet er foldet ud I alle detaljer.
Her – gode venner – her lever man de 7 internationale principper for kooperativ virksomhed som blev udtænkt af Rochdale pionererne I England I 1844 – og som I år hyldes af FN ved Det internationale Kooperative år 2012.
FN's generalsekretær Ban Ki-Moon fremhæver I sin tale ved lanceringen af Det Kooperative år, det faktum, at det globale kooperative samfund tager afsæt i en mangfoldig værdibaseret forretningsmodel, som er til gavn for hele verdenssamfundet. Kooperative virksomheder, sagde Ban Ki-Moon, har en unik og uvurderlig plads i vore dages samfund, fordi kooperativer bidrager til at reducere fattigdommen og til at styrke fællesskabet ved at skabe flere og bedre arbejdspladser og dermed fremme menneskets eksistens.
De 7 principper som er grundstenene I kooperativ virksomhed er:
- Frivilligt og ligeværdigt medlemskab.
- Demokratisk medlemskontrol.
- Økonomisk ansvarlighed.
- Selvstændighed og uafhængighed.
- Uddannelse og oplysning.
- Samarbejde med andre kooperativer.
- Samfunds- og fællesskabsinteresse.
Og alt det kan naturligvis for uindviede lyde som noget forvrøvlet 70'er hippie sludder som aldrig kan løbe rundt – endsige tjene penge til livets ophold.
Men som sagt er det ikke en idé som er født i 70'ernes glade eksperimenter med allehånde typer af fællesskaber, men noget som 28 arbejdere udviklede som modtræk til den kapitalistiske industrialiseringens forarmelse af arbejderklassen i 1844.
Eks-Skolen er en af Kooperationens Benjaminer og mange af vore medlemsvirksomhederne har fejret 80, 90 og 100 års jubilæer. Virksomheder som blev startet for at skaffe arbejdere ordentlige arbejdspladser, mulighed for at købe ordentlige fødevarer til overkommelige priser, viden og uddannelse, og ikke mindst ordentlige boliger.
Alle eksempler på at når man løfter i flok er de fleste opgaver mulige at løse.
Og det er med usigelig stolthed at vi kan konstatere, at de kooperative virksomheder i Danmark og i verden har klaret sig bedre igennem krisen end de privatøkonomiske. Og forklaringen er egentlig såre simpel – når man ikke er forpligtet af aktionærernes krav om urealistiske udbytter – men tværtimod til at sikre produktkvalitet og arbejdspladser, så er fristelsen til at kaste sig ud i dubiøse spekulations forretninger ikke til stede. De kooperative virksomheders raison d'etre er ikke indtjening for indtjeningens skyld, men gode solide værdier til glæde for fællesskabet.
»Nobless oblige« siger de rige når de deltager i velgørenhedsarbejde og sender deres kok hen og lave mad på Himmelekspressen hver anden torsdag.
I Trykkeriet her er der ingen hattedamer – her er det ikke den dårlige samvittighed som gør at man sender sin fødselsdagsgave videre til arbejdere i Columbia – men en ægte medmenneskeligt livsopfattelse som driver værket – måske fordi den del af hjertet som sidde længst mod venstre er den som pumper blodet til hjernen.
For at alle gæsterne nu ikke skal tro at jeg roser jer fordi I betaler min løn, så bliver jeg nødt til at udtrykke en stor ærgrelse: Jeg fatter ikke i mit hoved hvorfor I af alle ikke var blandt de første til at dokumentere jeres kooperative dna ved at nappe det Kooperative certifikat i dette kooperative festår?!! Som I kan høre havde I dårligt nok behøvet at bukke jer efter det … Skam jer noget!!
Men gør det kun et ganske kort øjeblik – for I er for længst tilgivet!
Og på mandag tager I fat på at layoute »Arbejderkooperationens historie« – og jeg synes at det er sådan en god og tryg tanke at det er netop jer som skal sikre at historien ikke kun vil være godt fortalt – men også er værd at se på og røre ved. Vi glæder os alle sammen rigtig meget til at se den til november.
Jeg skal til at runde af – ellers får jeg med direktøsen at gøre …
Det vil jeg gøre med et digt af Carl Scharnberg fra samlingen »Til dem der tør« – som hedder »Ouverture« – for i dag er jo begyndelsen på fremtiden i Eks-Skolens Trykkeri:
Rigtig hjerteligt tillykke med fødselsdagen – jeg ønsker jer fuld tryk på de næste mange mange år.
Bjørn Nørgaards festtale
Eks-Skolens Trykkeris jubilæumsfest den 31/8 2012
At have en drøm, at forestille sig verden på en ny måde, at få et syn, en vision. Fra det helt banale, et nyt køkken til det helt ultimative et nyt samfund, har mennesket den særlige evne at kunne forestille sig ting, begivenheder, der er ikke eksisterende, imaginære, frit opfundne muligheder og af og til realisere disse forestillinger i virkelighedens verden. Nogle gange til vores bedste, beklageligvis lige så ofte til det værre.
Modernismen bygger på en kultur, darwinisme, hvor man forestiller sig mennesket stige fra overtro og primitiv levevis til fornuft og rationel viden. således at vi en dag har skabt et jordisk paradis, hvor sult, sygdom og uvidenhed er udryddet og fornuft og frihed råder mellem mennesker. En smuk drøm, en ophøjet utopi – vi ikke skal opgive, men nok tage med et gran salt.
Når vi ser hvilket vanvid mennesket har udsat hinanden for de sidste par århundreder, er fornuft og rationalitet ikke det der imponerer mest, så nissen flytter med.
Det er jo sådan at ethvert svar kræver et spørgsmål, som kræver et svar, som igen giver 2 eller flere spørgsmål, der hver især kræver svar osv. Der gives ikke enkle svar i en kompleks verden.
Engang i 1970 dannede em gruppe mennesker en stamme og fælles økonomi. De kom fra alle hjørner af de alternative miljøer; studenter, kunstnere, hippier, slumstormere fra Projekt Hus, kollektiver, Kongressen for Kontakt, Kommunikation og Kærlighed, Det Ny Samfund, universitetet, Eks-Skolen m.fl. Som så mange andre dengang kunne man ikke bruge de historiske ideologier for 1800-tallet, man ville tage udgangspunkt i nu og her og se fremad. Man ville skabe et konkret sted, hvor »det ny samfund« i en slags praktisk laboratorium kunne udvikles i et såkaldt arbejdskollektiv; bo, spise, leve, elske, opdrage, studere, skabe kunst sammen, halvdelen dig selv – halvdelen fællesskabet. Alt skulle deles, man skulle være sit eget eksempel, ifølge Lene. (Red: Lene Adler Petersen)
Livø blev ikke erobret, gartneriet Haugård måtte opgives, ligeledes første forsøg på Stålvængegård – så med håret i postkassen på jagt efter nye muligheder i Herlevkollektivets store gamle citronkassevogn.
Så dukkes Scient Offset op i en kælder på Jagtvej. Dansk Tidsskrifts Tryks gamle rotaprint a3-offset inklusiv diverse lejemål var til salg – eller rettere et fallitbo skulle afhændes.
Opringning til Troels. Har vi huslejepenge på Eks-Skolens konto? Det har vi. Hvor meget? 10.000 – Det er det, det koster. Kan vi flytte A+B bladdistributions lager derned? Det kan vi. Du får en check i morgen. Tak!
Og for 40 år siden 1. januar 1972 startede Eks-Skolens Trykkeri i en iskold uopvarmet kælder under en gård, hvor pudset dryssede ned i maskinen, anatomisk institut havde lig stående i store plastikkar og alverdens plakater og tryksager fra de sidste 6 års undergrund lå i store stabler.
Herefter er resten historie, som talen her ikke overkommer, men i 1976 endte vi, efter en omtumlet perioden her og der, på Nørrebrogade – med en lidt mere ydmyg udgave af en drøm, der ikke ville gå væk. I løbet af 70'erne blev flere og flere fuldtidsarbejdende, der kom forlag og udgivelser, kunsttryk, en slags galleri osv. Maskiner blev købt, oplag steg, det blev mere professionelt, vi kom i litografisk forbund. Vi elskede de faglige organisationer så højt at vi tilbød at reformere dem fuldstændigt efter vores model. De elskede ikke os – dumt af dem, set i bakspejlets generende lys.
»To live outside the law, you must be honest«, sang en vis herre – vi hylder alle friheden, men sjældent de pligter og det ansvar for den enkelte, der følger med. Se dig selv i spejlet hver morgen – der er mulighederne og problemerne.
Nu har i mange år nye mennesker på Eks-Skolens Trykkeri, med deres idéer og deres liv, drømt videre og føjet nye dimensioner til, men det grundlæggende at man ejer sin arbejdsplads og leder den i fællesskab er det eksempel, der føres videre.
Dino Raymond Hansen lavede i 70'erne for universitetet en tyk rapport om trykkeriet og dets muligheder, som model i dansk erhvervsliv. Det var interessant og det er interessant, da en stor del af danske virksomheder er små eller mellemstore. For i disse tider, hvor idéerne og visionerne ikke ligefrem blomstrer på Christiansborg, hvor den såkaldte danske model står overfor store globale udfordringer, og en krise, der ikke er en krise, men verden, der har forandret sig, er der brug for sådanne eksempler.
Vi skal ikke overtage de gamle produktionsmidler, der bygger på den nyliberalistiske såkaldte kommercielle ytringsfrihed, der betyder retten til at lave et helvedes svineri, producere en masse bras, verden havde været bedre foruden og drive rovdrift på jordens ressourcer.
Vi skal skabe nye produktionsmidler, nye virksomheder, bæredygtig produktion, skånsomt ressourceforbrug, også af den menneskelige indsats. vi skal skabe virksomheder, der kan sætte den enkeltes skabende evner fri, hvor mere eller mindre storslåede de end måtte være. Og der skal være frihed for det særlige. det enestående, der kan tænke nyt og fremad.
Når jeg står her, i dette øjeblik og tænker 40 år og nogle måneder tilbage; EF, Kvindebevægelsen, oliekrise, Vietnamkrig, velfærdssamfund, bilismen, charterrejer, mellemøsten, fra fremmedarbejder til indvandrer, reaganomics, Gorbatjov, murens fald, monopolbruddet, et nyt mediebillede, globalisering, corporate goverment, internettet, klimaændringer, Kina, Indien, Brasilien … finanskrise og så på det iskolde kontor under Jagtvejen, hvor man kunne varme sig ved en gammel elovn, er det enestående, at der i dag stadig er et eksempel, der giver et konkret bud, som udgangspunkt for at komme videre i diskussionen om fremtiden, når nu den politiske og faglige virkelighed er gået i sort.
Tak til Mayer, Lis, Jens, Christina, Mads og Jan … som har gjort en drøm til en arbejdsdag i en fællesejet virksomhed.
Tillykke til os alle, at I har gjort dette jubilæum muligt.
40 års jubilæumsplakat
I anledning af at 2012 er jubilæumsår for Eks-Skolens Trykkeri har kunstneren Erik Hagens fremstillet en superflot jubilæumsplakat. Plakaten vil kunne ses på gader og stræder i København fra den 27. august.